Søvejsregler - især for surfere
Som windsurfer er det vigtigt at være opmærksom og følge søvejsreglerne. Her kan du læse en række gode råd, så din færden på vandet bliver mere sikker.
1. Vær altid opmærksom på dine ”medtrafikanter”, og se dig godt for, om der er andre i din nærhed, inden du foretager en manøvre.
Selvom du har retten til vejen, er det ikke alle, der kender søvejsreglerne eller agerer ud fra disse. Hold kun på din ret, hvis andre viser i god tid, at de vil gå af vejen.
2. Hold din kurs hvis du har retten til vejen, så andre har mulighed for at gå af vejen i god tid.
3. Skal du vige, så indiker i god tid at du agter at vige, så der ikke opstår misforståelser. Det kan være svært at agere hurtigt i høj fart.
4. Styrbord halse har retten til vejen. Som windsurfer møder man typisk andre windsurfere. En god huskeregel er, at har du højre hånd forrest på bommen, sejler du på styrbord halse og har retten til vejen.
5. Motor går af vejen for sejl. Møder du en motorbåd (inkl. jetski og vandscootere), skal den gå af vejen for dig.
6. Skibe under 20m og sejlskibe må ikke vanskeliggøre passagen for større skibe i havneløb, snævre løb eller farvand og trafiksepareringer.
Dette gælder også for windsurfere, der som alle andre fritidssejlere ikke må vanskeliggøre sikker passage for skibe, der kun kan sejle sikkert sådanne steder.
7. Husk! Du skal altid vige for kajakker, roere og paddelsurfere.
8. Kitesurfere og windsurfere deler ofte de samme surfspots. På mange surfstrande fungerer det sådan, at windsurferne sejler oppe mod vinden, mens kitesurferne sejler nede til læ. Dette er på grund af kitsurfernes lange liner almindelig sund fornuft. Bortset fra denne praktiske foranstaltning, så gælder søvejsreglerne for mødet med en kitesurfer, som for alle andre sejlførende fartøjer.
9. En god huskeregel ved mødet med andre windsurfere er altid at holde en sikkerhedsafstand på en mastelængde eller mere - afhængigt af farten. Ved mødet med kitesurfere bør afstanden være stor.
10. Ved windsurfing i bølger er der blandt windsurfere en indbyrdes forståelse for, at surfere på vej ud gennem brændingen har retten til vejen, fordi de er ”den svage part”. Selvom du altså har fanget den perfekte bølge på vej ind, skal du gå af vejen for de, der er på vej ud.
11. Vær i det hele taget ekstra opmærksom på vej ind. Det kan være vanskeligt at se, om der ligger nogen i vandet foran bølgen. Især badende kan være vanskelige at få øje på. Tag derfor farten af når du nærmer dig stranden og træk dit udstyr det sidste stykke ind til strandkanten.
12. Surfer du et sted, hvor der sejles kapsejlads, så vis hensyn og hold god afstand.