Nyttigt udstyr
Rigsikring
Hvis surfbræt og rig (mast, sejl og bom) skilles ad i kraftig blæst, f.eks. ved at jointen (gummileddet) knækker, vil brættet hurtigt kunne drive væk og efterlade surferen alene og hjælpeløs i søen. Derfor bør man sørge for en snor eller gjord, der forbinder de to dele af mastefoden, som jointen holder sammen.
Udløsning af trapezen
Det anbefales at trapezen kan udløses med én hånd. Det kan betyde meget, hvis du f.eks. sidder fast i udstyret i forbindelse med et styrt.
Reserveline
En reserveline, der kan surres fast på bommen, trapezkrogen eller gemmes i mastelommen kan blive nyttig i en kritisk situation. Linen kan f.eks surre mast, sejl og bom sammen i tilfælde af havari, erstatte ødelagte liner og holde iturevne dele sammen, samt bruges som slæbeline. Det anbefales at medbringe mindst 5-6 meter line.
Hjelm Er du begyndt at træne loops og hop, er det en god ide at beskytte hoved og ører med en hjelm. Hjelmen skal dække ørerne, så den yder beskyttelse mod sprængte trommehinder, hvis man i et styrt rammer vandspejlet med siden af hovedet. |
 |
Flag
Sejler du mere end 200 meter fra kysten, kan et lille rødt flag skabe opmærksohed ved eventuelle problemer.
Fløjte
En fløjte fylder kun lidt og er fremragende, da lyden når meget længere end ved blot at råbe.
Kniv
Det er en god ide at medbringe en kniv til at skære sig fri af tovværk. Kniven skal være stump og kunne flyde.
Vandtæt diodelygte
En lille diodelygte kan gøre dig mere synlig, hvis du er uheldig og får problemer sidst på dagen, når mørket sænker sig. Den er nem at have med, da den ikke fylder meget.
Mobiltelefon
Skal du på en længere tur, kan en mobiltelefon være god at have med. Køb en vandtæt telefon eller brug en vandtæt pose.
Førstehjælpskasse
Hav altid adgang til en førstehjælpskasse, gerne med folietæppe – enten i bilen eller i klubhuset.
Udstyrspakker
Tjek Internettet for ekstra sikkerhedsudstyr. Det er muligt at anskaffe sig et lille sikkerhedssæt, der kan fastgøres på trapezen. Et sikkerhedssæt indeholder f.eks. knæklys, flag, strips, ekstra liner, fløjte, spejl og en oppustelig bøje til at fastmontere udstyret.