Redningsflåder
Sejler du på åbent hav, er der langt til den nærmeste redning i en nødsituation. Går det så galt, at skibet synker eller brænder, kan den eneste udvej være at komme væk i en redningsflåde.
Vær forberedt – pak en panikpose
Ved forlis kan tiden være knap, så du skal reagere hurtigt for at sikre, at alle når at komme væk fra skibet. Er du forberedt på alt det praktiske, får du mere tid til at sikre, at alle kommer forsvarligt i flåden.
Gør dig selv den tjeneste at samle en panikpose inden afrejsen – i den kan der fx ligge et søkort, kompas, GPS, dåsemad og -åbner, en VHF-radio, nødblus, en signallygte, et lommespejl og en kniv.
De fleste flåder indeholder en primitiv pakke med nødudstyr, men den rækker ikke, hvis I skal være længe i flåden.
Lær at bruge en redningsflåde
Sørg for, at der mindst er én om bord, som ved, hvordan redningsflåden skal anvendes:
Inden du sætter flåden i vandet, skal du sikre dig, at udløserlinen er fastgjort om bord. Kast så flåden over bord og hiv i udløserlinen, så flåden pustes op (Vær opmærksom på, at der er to typer redningsflåder: De selvoprettende, som automatisk vender den rigtige side opad, når du kaster dem i vandet – og de ikke-selvoprettende, som skal kastes i vandet med omhu).
Træk flåden ind til skibet, og prøv at komme tør om bord. Når alle sidder i flåden, kapper du udløserlinen – husk det, ellers går I ned med skibet, hvis det synker. Kast drivankeret ud og luk flåden.
Har flåden dobbeltbund eller oppustelige vægge, pumper du dem op nu.
Sæt jer så tæt som muligt i flåden – så holder I hinanden varme.
Flåden er sikrest, når den er lukket, tør indvendig og helt oppumpet.
Flåden skal være let at komme til
Når flåden er pakket sammen, ligger den i en container eller nylonsæk. Opbevar flåden om bord et lettilgængeligt sted i eller tæt på cockpittet. Og sørg for, at flåden er fastgjort til skibet, så den bliver på sin plads i dårligt vejr.
Godkendelse af flåder
Der foreligger endnu kun ”et foreløbigt udkast” til fælles EU-regler for godkendelse af redningsflåder til fritidsbrug. Den eneste internationale godkendelse er indtil videre derfor Solas-godkendelsen for flåder til erhvervsmæssigt brug.
Vedligeholdelse
Om bord trækker flåden fugt fra vand og vejr, så den nemt kan gå i forrådnelse. Derfor skal du følge de forskrevne eftersyn for din redningsflåde.