Forskellige former for skibslys

Section tabs

 

Med skibslys kan fartøjer bedre se hinanden på havet. Skibslysenes farve, placering osv. fortæller hvilken slags skib, man ser, og hvilken situation, skibet er i. Man bruger skibslys fra solnedgang til solopgang og under nedsat sigtbarhed. Her kan du lære alle reglerne for skibslys.

Toplys - regel 21 og 22
Man bruger toplys på alle maskindrevne skibe. Toplys udsender et hvidt lys, og de skal være anbragt så højt og frit som muligt. Lysene skal være synlige i en sektor på 225° forfra, fordelt med 112½° på hver side af stævnen.
Krav til synlighed:
- Skibe under 12 meter: 2 sømil.
- Skibe mellem 12 og 20 meter: 3 sømil.
- Skibe mellem 20 og 50 meter: 5 sømil.
- Skibe over 50 meter: 6 sømil.
Sidelys - regel 21 og 22
Sidelysene er supplerende navigationslys, der viser, hvilken vej et skib stævner. Sidelysene skal vise grønt lys om styrbord og rødt om bagbord. Lysene skal være synlige fra lige forfra til 112½° bagover.
Krav til synlighed:
- Skibe under 12 meter: 1 sømil.
- Skibe mellem 12 og 50 meter: 2 sømil.
- Skibe over 50 meter: 3 sømil.
Agterlys - regel 21 og 22
Agterlyset skal vise hvidt lys i en sektor på 135° henover agterenden af skibet. Man anbringer agterlyset ret lavt på et skibs agterende, da det ikke er nødvendigt at se agterlyset lige så langt fra som toplyset. Krav til synlighed:
- Skibe under 50 meter: 2 sømil.
- Skibe over 50 meter: 3 sømil.
Slæbelys - regel 21 og 22
Et slæbelys er gult. Man anbringer slæbelys på agterenden af et skib, der slæber. Lyset skal sidde højere end agterlyset og lyse i en sektor på 135° henover agterenden af skibet. Krav til synlighed:
- Skibe under 50 meter: 2 sømil.
- Skibe over 50 meter: 3 sømil.

360° lys - regel 21 og 22
Lys, der er synlige hele horisonten rundt, fortæller om et skibs manøvreevne.
Disse lys skal udsende et ubrudt lys over en bue af horisonten på 360°.

Krav til synlighed:
- Skibe under 50 meter: 2 sømil.
- Skibe over 50 meter: 3 sømil.

Blinklys - regel 21 og 22
Blinklys er lys, der blinker regelmæssigt med en frekvens på mindst 120 blink i minuttet. Lysene bliver brugt af specielle skibe eller af skibe, der har særlige aktiviteter.

Nøgleord

Styrbord og bagbord
Styrbord er højre side af et skib, mens bagbord er venstre side af skibet.

Agter
Bagerste ende af et skib

Diametralplan
Diametralplanet er midten af skibet i skibets længderetning.

Horisonten rundt
Synlige hele vejen rundt om skibet: 360º