Vindens retning er en begrænsning for et sejlskibs handlefrihed. I vigereglerne for sejlskibe skelner man mellem at have vinden ind fra samme side og fra modsat side. Det kalder man at være på "samme halse" og at være på "modsat halse". Her kan du lære alle vigereglerne for sejlskibe.
På modsat halse, skærende kurser - regel 12
Hvis to skibe på modsat halse sejler med skærende kurser, og der er fare for sammenstød, skal det skib, der har vinden ind fra bagbord, vige for det skib, der har vinden ind fra styrbord - bagbord halse viger for styrbord halse. Det skib, der viger, skal gå agten om det andet skib.
Lær mere
På modsat halse, lige mod hinanden - regel 12
Når to sejlskibe på modsat halse sejler direkte mod hinanden, skal det skib, der har vinden ind fra bagbord, vige - enten ved at sejle styrbord eller bagbord om det andet skib. Det er godt sømandskab at gå til læ for det skib, man viger for.
Lær mere
På samme halse - regel 12
Når to sejlskibe på samme halse sejler mod hinanden på skærende kurser, skal det skib, der ligger tættest mod vinden, vige for det skib, der ligger længst fra vinden. Man siger også, at luv skal vige for læ.
Lær mere
Indhentning og overhaling - regel 13
Hvis et skib indhenter et andet, skal det skib, der indhenter, altid gå af vejen.
Lær mere
Vigepligt over for maskindrevne skibe - regel 18
Maskindrevne skibe skal vige for sejlskibe. Men fritidsfartøjer skal altid vise hensyn over for erhvervsfartøjer.
Lær mere
Vigepligt over for skibe med begrænset manøvreevne
Et sejlskib, der har fri manøvreevne, skal altid vige for et skib med begrænset manøvreevne.
Lær mere
Nøgleord
Styrbord og bagbord
Styrbord er højre side af et skib, mens bagbord er venstre side af skibet.
Gå agten om
At sejle bag om
Halse
Halse betyder, den side man har vinden ind fra.
Luv og læ
Luv er den side, der vender mod vinden. Læ er siden, der vender væk fra vinden.